Farvel til amterne

J. M. Josephsen var jyde, født i 1869 i Thy, hvor hans far var husmand. Selv blev han først murer og flyttede til København, hvor han slog sig ned i Gentofte kommune.

I 1910 blev Josephsen indvalgt i Københavns amtsråd med rod i Gentofte kommune men som socialdemokrat. Allerede da var han gået i gang med at tage en preliminæreksamen, som han udvidede med tillægsfag i fransk, latin og græsk. Ikke nogen helt almindelig efteruddannelse for en murer, som førte til et senere job som redaktionssekretær på Social-Demokraten, hvor han arbejdede i mere end 25 år.

J.M. Josephsen var fremsynet som politiker. Han tog initiativ til og fik gennemført bygningen af Amtssygehuset i Gentofte, som stadig er i funktion, og som nu gennemgår en omfattende renovering

Christian Witte var amtsvejmand - først i det daværende Præstø amt - senere i Storstrøms amt, som nu bliver en del af region Sjælland. Over 5 år plantede Christian Witte for egen regning ca. 14.000 planter, som han tog som stiklinger både fra sin egen have, og hvor han ellers kunne komme til det, på den amtsvejstrækning han bl.a. passede. Amtet havde intet imod, at han plantede, men det skulle være uden udgift for dette. Derfor er skrænterne mellem Vordingborg kaserne og den gamle omfartsvej til den første Storstrømsbro i dag en helt lille, smuk skov i stedet for golde og tørre arealer.

Han plantede efter nogle ganske bestemte – hjemmestrikkede – regler, som den dag i dag bruges, når man skal have et areal til at tage sig beplantningsmæssigt godt ud, og hvor beplantningen skal give læ.

Fælles for dem begge er, at de igennem mange år tjente amterne. Den ene som folkevalgt den anden som ansat. Begge har de efterladt sig skrifter om deres indsats.

J.P. Josephsen et håndskrevet manuskript på omkring 750 sider om ”Københavns amt 1660 – 1945”, som findes i arkivet i Københavns amt, mens Christian Witte har skrevet sine erindringer Mit liv i Sydsjælland”, som er blevet udgivet som bog af hans fagforening efter hans død i 1993.
De 2 personer er kun et par skæbner af de mange, som i årenes løb har tjent amterne. Det er i tusinde vis af personer – kvinder såvel som mænd – fra ufaglærte til højtuddannede, der har gjort en formidabel arbejdsindsats for hele tiden at fremme en udvikling, der har betydet stadig mere velfærd for befolkningen.

Det gælder på en lang række områder, som måske ikke har været så synlige i befolkningens øjne, eller som har været udskældte områder ofte brugt af diverse folketingspolitikere til at fremhæve, hvos meget bedre, de selv fra folketingets side ville have kunnet løse opgaverne.
Det får vi se om holder stik.

Et af eksemplerne er gymnasierne, som amterne i sin tid overtog fra staten i en ret elendig bygningsmæssig tilstand, og som igen overgår til staten i form af selveje. Nogen – især blandt lærerne - ser frem hertil med store forhåbninger. Jeg tror, de bliver grumme skuffede. Der kommer hverken flere penge eller en større faglighed ind i gymnasiet af den grund. I stedet bliver der måske lukket en række gymnasier i de tyndere befolkede egne, som amterne indtil videre har opretholdt af geografiske og sociale årsager. På den måde kan det godt være, at staten vil fodre hunden med hundens egen hale. Det kommer der blot ikke fordelingspolitisk noget godt ud af. Der er stadig egne af landet, hvor gymnasiefrekvensen blandt unge er meget lav, og det er ikke alle, der som Josephsen giver sig i kast med nye uddannelsesudfordringer, når man bliver ældre.

Nu er tiden så kommet til et historisk skifte gennemført af et snævert flertal i folketinget.
I den forbindelse er det pudsigt at tænke på, at i 1793 havde man 48 amter, altså halvt så mange som de kommende 96 kommuner.

Hvis J.P. Josephsen nu og her kunne have været bragt tilbage til livet blot et par dage, så ville han have gjort store øjne over, hvad der var sket på det amtslige område siden han døde i 1954.
Store nye hospitaler var skudt op. Gymnasier spredt ud over landet sammen med HF- og VUC-centre.

Hele den gamle statslige åndssvageforsorg med dens store institutioner, hvor fælles sovesale rummede de fleste af beboerne, er væk. Erstattet af egne boliger, bofællesskaber og mindre institutioner for personer med fælles handicap er kommet i stedet. Alle indrettet som beboernes eget hjem, og hvor man fra personalets side skal respektere dette.

Motorveje – som ikke eksisterede ved hans død - og amtsveje, som afvikler en trafik, der ikke fandtes på hans tid. Dengang havde man lige afviklet de seneste bomme på Lyngbyvejen, hvor man skulle betale for at passere, og hvor pengene gik til vejens vedligeholdelse. Om han ville billige Københavns kommunes – og Ritt Bjerregaards - forslag om nye bompenge for at køre ind i staden, skal jeg lade være usagt.

Christian Witte ville fryde sig over, hvordan naturpleje og hensynet til miljøet er kommet i højsædet, siden han døde. Søer og vandløbs miljømæssige tilstand er blevet overvåget konstant fra amternes side. Årtiers miljøforsømmelser søges genoprettet i form af afværgeforanstaltninger, som i nogen tilfælde skal fungere i mange år ud i fremtiden, hvis vi fortsat skal have rent grundvand, og dermed rigeligt med drikkevand. Her nytter det ikke bare at pumpe forurenet grundvand op i store mængder et sted, for så risikerer man blot, at søer og vandløb i nabokommunen udtørrer. Det vil stille nye krav til kommunerne om at samarbejde på dette område, hvor amterne i kraft af deres geografiske udstrækning har kunnet gå på tværs af de gamle kommunegrænser.

Der er skabt ny natur på initiativ af mange amter. Ser jeg på det amt, som jeg kender bedst til, og hvor jeg har været medlem af amtsrådet siden 1986, så har vi bygget Strandparken Køge Bugt – en strækning på mange kilometer rekreativt areal, som har været med til at give Vestegnen et helt nyt ansigt. De færreste husker i dag de samme arealer, som nogle lavvandede, sumpede og myggebefængte arealer, men sådan var det faktisk. Vi har føjet Museet for Moderne Kunst - kaldet Arken - til som en del af helheden. Andre amtskommuner har ligeledes bidraget med nye, spændende museer.

Vi har beplantet Vestskoven, og sidst men ikke mindst har vi medvirket til at skabe den nye Amager Strandpark, som også er et ganske fantastisk foretagende. Desværre nåede vi i amtskommunen ikke at få genopbygget og renoveret Bagsværd rostadion, så vi på rosportens område har et internationalt idrætsanlæg, der kan stå klar, hvis København og Danmark byder ind på OL i 2024. Gladsakse og Lyngby kommune løfter næppe opgaven alene. Om staten vil gå ind og bidrage, kan blive interessant at se.

Jeg har med vilje ikke nævnte sygehusene. Det er her amterne har haft deres største opgave, og det er her, regionerne kommer til at tage over på godt og ondt. Jeg tror roligt, jeg kan konstatere, at man kan som politiker ikke vinde valg på sygehuse og sundhed. Man kan kun tabe og i øvrigt rende sig så grusomt mange stavere i livet. Forklaringen er den ganske enkle, at der altid vil være dårlige enkelthistorier, som gør sig i medierne, og som overskygger det gode helhedsbillede, som jo også er en del af virkeligheden.

J.P. Josephsens var min forgænger i amtsrådet opstillet af Socialdemokratiet i Gentofte. Han blev valgt første gang i 1910. Siden har han haft 3 efterfølgere, hvoraf jeg bliver den sidste. I gennemsnit har vi således siddet i amtsrådet i knap 25 år.

Det har givet mulighed for at påvirke en række beslutninger og flytte nogle hegnspæle. Selv er jeg godt tilfreds med skabelsen af Gentofte HF, temaplanen for moderniseringen af hele vores handicapområde og den påbegyndte modernisering af Amtssygehuset i Gentofte, for blot at nævne et par eksempler. Sådan tror jeg, at mange amtsrådsmedlemmer udover landet ligeledes kan bidrage med hver deres historier.

Vi har ikke kunnet gøre det uden en stab af fremragende medarbejdere, som hver især indenfor alle områder har ydet deres til, at opgaverne er blevet løst, og som fortjener en stor tak herfor.
Christian Witte er i den forbindelse kun et enkelt eksempel.